Projekt: "Han er Himlen" - del 1

Jeg er begyndt på et nyt projekt. Jeg har altid skrevet mange historier i skolen og i hverdagen. Det er virkelig en af mine passioner. Jeg elsker at skabe et nyt univers, hvor det er mig, der har kontrol over, hvad der sker. Det lyder lidt sadistisk, og det er det måske også. Jeg begyndte at få interesse for det omkring anden klasse, og siden da har jeg skrabet mig information omkring noveller, hvad der virker, hvad der ikke gør. Jeg er gået fra en meget realistisk, fortællende stil, til en fortællende, minimalistisk stil, og nu til en mere spacy, minimalistisk stil.
"Han er Himlen" er min nyeste novelle, og jeg skrev den i starten af marts til min far til hans fødselsdag. Den er både fortællende og poetisk. Jeg håber, I vil nyde dette anderledes indlæg på bloggen. Her kommer den.

Han er Himlen - del 1

Han er skyen på himlen. Han er træet, der svajer i vinden. Han er den blomstrende eng. Han er dampen over kaffen. Han er smilet, der glider over dine læber. Han er luften, han er solen, han er vandet. Han er dagen, han er natten, han er månen. Han er alt og overalt. Over alt. Han er lyset i dine blå børneøjne, fulde af håb. Men han er også sygdommen, der fylder din krop. Han er lynet, der tordner over himlen. Han vinteren, der dræber alt levende på jorden. Han er ulykke og kaos. Han er den smerte, man ikke kan undgå. Han er den, man ikke kan undgå. Men er han overhoved? 

Han kigger ned. De små, sorte prikker på jorden, helt uden lyd, og så pludselig med meget lyd, og de er lige ved siden af ham, og han kan se dem, men de kan ikke se ham. Han ser bygningerne så uendeligt høje og dog så uendeligt små, og menneskene så endnu mindre, men med så meget lyst, lyst til at leve, leve livet, leve ham, og dog. 

Han suser frem og tilbage op og ned, og pludselig er han et helt andet sted, han er på landet, på landet ved et lille stråtagshus med hvide mursten og røg op ad skorstenen. Han svajer i vinden, bukker og bøjer, rasler med sine blade, blæser lidt i græsset. Han svæver ind i huset, han knirker. Han ser igen de små prikker, denne gang store, så uendeligt store og dog så uendeligt små, han ligger indeunder huden på hende, han er hendes smerte, hun presser, og han fødes. Et øjeblik stopper han op, kigger på den lille blødende prik i hænderne på ham. Han er glæden og lyset mandens øjne, da han holder den lille bylt. Den lille blødende bylt. Lille og blødende. Han håber den er det værd. Han er smerten igen. Han kravler igennem hendes krop, han er skriget, der slipper ud gennem hendes læber, han er tårerne i hendes øjne, da hun kigger ængsteligt på manden. Han er skrækken, der nu erstatter glæden og flænser igennem mandens organer. Han er sveden, der bader hende. Så pludselig er han ikke smerten mere, men noget langt mørkere. Dog lysere. Han forlader langsomt hendes krop. Helt. Han efterlader manden grædende på gulvet foran, hvad der ikke længere er, og dog, er han der stadig. 

Han er splittet.

Han er igen i byen. Han er stille nu, han observerer, vel, ham selv, udfolde sig, brede sig. Han ser på alle de små prikker, han er den hilsen, kvinden lukker ud til manden, han er mandens lette rødmen, han er den ubehagelige følelse, der får manden til at mumle noget lavmælt og skynde sig væk. Han er brostenene under mandens fødder. 

Han kigger på en mand med et barn, i parken, der er grøn, ligesom ham, eller hvad? Han ser, hvordan han udfolder sig i manden, hvordan manden smiler. Men han ved, at der er noget med smilet. Det er hans skyld, det er det altid, han hader sig selv, og så er han et andet sted, så langt, langt væk, der er støvet, sand i luften, men det rører ham ikke. Lyden er høj og øredøvende. Han er lyden, han er kuglen, han rammer en mand og en anden og en tredje, og han forlader den ene, den anden og den tredje, det hele går så hurtigt, han vil ikke, men han er også smerten og udmattelsen, og han vil gerne væk, så han hiver sig væk, så hurtigt han kan, og pludselig er det eneste tilbage af ham, sandet, støvet, himlen og natten. 

Zandasia